BM0136_Goddess-7761
Chokoladeopskrift fra bogen “Jordens Kvinder”
13. marts 2016
Sommersolhverv til fb
Sommersolhverv – en fortidig Solfest.
18. juni 2016
Vis alle

Din kraftfulde menstruation.

BM0136_Goddess-8472

I denne artikel kan du bl.a. læse om: 

Din glemte cykliske kraft
Hvordan din menstruation påvirker alle aspekter af dig og dit liv
Hvad dit blod og dine PMS-symptomer forsøger at fortælle dig
Din månedlige rejse gennem de fire årstider
Hvordan du kan samarbejde med din krop
5 gode råd til din ”månetid” (menstruationsperiode)
At du engang var æret for at bløde månedligt
At tiden nu er ved at vende, og at vi kvinder er ”på vej hjem”


CYKLUSHARMONISERING – DEN ”MANGLENDE BRIK”.

 Oplever du symptomer som:

  • Menstruationssmerter
  • Humørsvingninger
  • Irritabilitet
  • Nedtrykthed
  • Hovedpine og/eller migræne
  • Søvnbesvær og/eller træthed
  • Hedeture
  • Stress
  • Depression
  • Manglende sexlyst?

Måske har du forsøgt dig med alverdens ting lige fra medicinering og kunstige indgreb til naturlige helbredelsesmetoder og terapier, men føler stadig, at du mangler den ”sidste brik”, som gør, at du kommer i balance?

Flere og flere kvinder finder denne ”manglende brik” gennem ”cyklusharmonisering”.

En naturlig (og meget meningsfyldt) måde at leve på, som giver dem dyb indsigt samtidig med, at deres symptomer opløses og deres liv falder på plads. De mærker endvidere en hidtil ukendt, indre visdom, som forandrer og styrker dem mere, end de nogensinde havde drømt om.

Vil du være en af disse kvinder?

 Vil du også lære om cyklusharmonisering, og hvordan dette kan forandre dit liv?

Så læs med her.

 

VORES GLEMTE, CYKLISKE KRAFT.

Gennem mange århundreder og et utal af generationer er den visdom, som vi kvinder – og ikke mindst vores blod – besidder, blevet slettet fra de fleste af vi pigers og kvinders hukommelse og bevidsthed.

At vi engang levede i tæt samhørighed med naturen, blødte i synkronitet med månen og var dybt æret for vores intuitive, indsigtsrige og livskabende evner, er noget, som ligger langt fra den måde, vi i dag opfatter vores cykliske væren og menstruationsblod på.

I tidlige tider var kvindens – gudindens – cykliske kraft det centrale omdrejningspunkt og hele essensen i vores forfædres måde at anskue livet på. I dag er vores blod degraderet til noget klinisk og betydningsløst, og mange ville, (hvis de kunne vælge), helst undvære.

Vi kan dog ikke komme udenom det månedlige tilbagevendende bevis på, at naturen bor i os, og at vi er en uadskillelig del af et større og allestedsværende hele.

 

DIN MENSTRUATION PÅVIRKER ALLE ASPEKTER AF DIT LIV.

Menstruationen er noget, som (stort set) alle vi kvinder har til fælles med hinanden. Vores cykliske væren er en central del af det at være kvinde, og den influerer vores liv i alle henseender.

Vores personlighed afspejler i høj grad vores cyklus, og det samme gør den måde, hvorpå vi dagligt relaterer til os selv, vores omverden og vores oplevelser på.

 

HVORDAN OPFATTER OG OPLEVER DU DIN MENSTRUATION?

Vi opfatter og oplever dog ikke alle vores menstruation på samme måde, og der er ligeledes stor forskel på, hvordan vi  forholder os til den. Lidt firkantet kan vi kvinder inddeles i tre grupper (se nedenstående).

Hvilken gruppe hører du mon (mest) til?

Gruppe 1:

Du ser dit månedlige blod som lidt af en pestilens og som noget irriterende, upraktisk og ”bøvlet”, der bare skal overståes. Ofte føles det som om, at menstruationen styrer og kontrollerer din krop og psyke, og måske kan det endda ind i mellem virke som om, den er ved at tage livet af dig. Hvis du kunne bestemme, ville du gerne undvære, da dit blod bare er i vejen og skaber hindringer for dine daglige gøremål samt for eksempelvis sex, sport og ferier. Du synes, dit blod er ulækkert og lugter, og at brugen af bind og tamponer er uhygiejnisk og besværligt.

Gruppe 2:

Du ser menstruationen som både naturlig og livgivende og som en kærkommen tid for at rense ud og reflektere. Du føler, at din menstruation giver dig muligheden for at følge med i dit fysiske og psykiske ve og vel, og du observerer ind imellem nysgerrigt dit blod for at afkode din krops signaler. Du synes, det er kvindeligt at bløde månedligt, og du mærker måske intuitivt, at der ligger en masse visdom gemt i dit blod.

Gruppe 3:

Du opfatter dit blod-flow som en ligegyldig ting, og det fylder ikke meget hos dig. Du skænker det ikke mange tanker og har blot ”lært at leve med det”. Du sætter ikke din menstruation i sammenhæng med resten af dit liv og mener ikke, at den handler om – eller har indflydelse på andet end din evne til at reproducere.

BM0136_Goddess-7588

HVAD ER MENSTRUATION EGENTLIG?

(Obs! Hvis du allerede ved, hvad menstruation er, så spring videre til næste afsnit.)

Vidste du, at ordet menstruation kommer af det latinske ord ”mensis”, som betyder måned?

Du får din første menstruation, når du kommer i puberteten og bliver kønsmoden. Gennemsnitsalderen er omkring 13 år, men flere og flere piger får i dag deres første menstruation, når de er meget yngre pga. bl.a. miljømæssige hormonpåvirkninger. For nogles vedkommende sker det allerede, når de er 9 år.

Kort fortalt, så er menstruation månedlige blødninger fra din livmoder, som passerer ud gennem skeden (vagina). De er en del af den kvindelige forplantningscyklus, som gentages hver måned.

Kvinders indvendige kønsorganer består af:

  • to æggestokke med tilhørende æggeledere
  • livmoderen
  • skeden

Når æggestokkene påvirkes af det follikelstimulerende hormon (FSH), det luteiniserende hormon (LH) og hormonet østrogen, udvikles og modnes et æg, som transporteres gennem æggelederen til livmoderen.

Nu kan der ske to ting:

  1. Hvis ægget bliver befrugtet af en sædcelle på vejen til livmoderen, kan det sætte sig fast i livmoderslimhinden, som pga. diverse hormoners indflydelse nu er tykkere end ellers. Hvis dette sker, bliver du gravid.
  1. Hvis ægget ikke bliver befrugtet, afstødes det sammen med livmoderslimhinden, og din menstruation begynder.

Menstruationsblodet består altså af den afstødte livmoderslimhinde samt en smule frisk blod fra små overfladiske blødninger i livmoderen.

Og ved du hvad?

Den gennemsnitlige mængde blod per menstruation faktisk er mindre end en deciliter (0,8 dl).

Det er normalt at opleve mindre kropslige og emotionelle forandringer lige op til og under menstruationen, og symptomer som brystspændinger, lettere smerter (fra livmoderens sammentrækninger og livmoderhalsens udvidelse), træthed og introverthed er ganske naturlige. Det samme gælder en øget skrøbelighed, sårbarhed og sensitivitet.

En gennemsnitlig cyklus varer 28 dage (men alt fra 22 – 36 dage betragtes som normalt). Den begynder på din menstruations første dag og slutter dagen før, din næste menstruation begynder.

Cykluslængden er mest stabil i 20´erne og 30´erne, mens den i 40´erne ofte begynder at blive kortere, og de fleste kvinder stopper med at menstruere i alderen 45 – 55 år.

 

OPLEVER DU PMS-SYMPTOMER I FORBINDELSE MED DIN MENSTRUATION?

Mens nogle kvinder går gennem livet uden at føle sig yderligere påvirket i forbindelse med deres menstruation, er der rigtig mange, som plages månedligt af både fysiske og psykiske gener i større eller mindre omfang. Mange oplever såkaldte PMS-symptomer, som kommer til udtryk på forskellig vis.

Måske du kender det?

  • Er du en af de mange, der månedligt oplever symptomer som svære underlivssmerter, kramper og lændesmerter samt intens hovedpine og/eller migræne?
  • Lider du af stor oppustethed, væskeophobninger og vægtøgning?
  • Går din lavere tolerancetærskel ud over både dig selv og familien i form af ”kort-luntethed”, vrede, nedtrykthed og grådlabilitet?

Måske har du ind i mellem tænkt på, om det virkelig er sådan, det er at være kvinde? Om det virkelig skal være så svært? Om det virkelig er meningen, at du hver måned skal have dage, hvor livet synes frygteligt uoverskueligt, og hvor det blot handler om at overleve?

Lad mig give dig svaret med det samme.

Nej.

Det er ingen måde meningen, at du skal lide i dagevis blot fordi, du er kvinde. Det er ikke naturens hensigt, at din cykliske væren skal komme i vejen og mest af alt virke som en kæmpe hindring for dig.

Tværtimod.

Naturen er i alle henseender både perfekt og komplet. Ja, den er faktisk intet mindre end genial! Også når det gælder din cyklus og din menstruation.

”Men hvordan det?”, tænker du måske?

Det skal jeg fortælle dig.

Dét, som vi i dag kalder for ”PMS-symptomer” (præ-menstruel syndrom), er et forholdsvis nyere fænomen, der opstår, når vi:

  1. Ikke lytter til vores krop og følger vores feminine intuition.
  2. Fortsætter vores stressende og hektiske livsstil og stræber efter, at hver dag skal være lige produktiv og lineær.
  3. Ignorerer og undertrykker vores følelser og behov.
  4. Udmattede og udbrændte kæmper os igennem vores dagligdag.

 

De fleste symptomer på PMS er din krops signaler til dig om, at:

  • Den er i ubalance.
  • Den ikke kan følge med.
  • Den ønsker at blive lyttet til.
  • Den har brug for hvile, udrensning og genopladning.

PMS-symptomer er din krops måde at få din opmærksomhed på, så du får muligheden for at indse, lære og forstå, at det ikke alene er helt naturligt at sætte tempoet ned i disse dage hver måned, så du kan rense ud (på alle planer) og lade op, men at det så absolut også er en nødvendighed.

Din krop prøver at fortælle dig noget, du har glemt for længe, længe siden… nemlig at du i kraft af din cykliske natur indeholder en stor og meget betydningsfuld visdom, og at din cyklus udgør skabelonen for hele din – og menneskehedens eksistens.

 

TJEK DIT BLOD – HVORDAN SER DET UD?

Du kan med stor fordel observere dit blod regelmæssigt, for det er fuld af signaler til dig omkring din sundhedstilstand. Tjek bl.a. hvilken farve det har, om der er klumper i, om det lugter, om du pletbløder og om du bløder regelmæssigt.

Dit blod fortæller dig på samme måde som PMS-symptomer, når der er ubalance(r), og ved at ”tage ved lære” heraf giver du dig selv muligheden for at  ændre dit liv på det/de område(r), hvor det er nødvendigt.

Hvis du f.eks. er hårdt presset i din dagligdag eller lever et liv, du ikke har dit hjerte med i, så resulterer det i uharmoniske tanker og følelser. Dette påvirker dine hormoner i negativ retning, hvilket vil afspejles i dit blod. Det samme sker, når du indtager en uhensigtsmæssig kost, og når du mangler fysisk aktivitet.

 

BM0136_Goddess-7811

DIN MÅNEDLIGE REJSE GENNEM DE FIRE ÅRSTIDER

Vidste du, at din cyklus hver måned leder dig på en rejse gennem både døgnrytmen, de fire årstider og dine fire livsfaser/aldre?

Den feminine skaberkraft, du bærer i dig, kommer i høj grad til udtryk gennem det faktum, at du i overført betydning gennemlever alle stadier af dit liv hver eneste måned, og det er netop fra disse skiftende fasers flow og samspil, at du som kvinde har dine unikke livgivende kræfter og dybe visdom.

Menstruation          = aften/nat, vinter, den ældre/vise kvinde (død og transformation)
Præ-ægløsning       = morgen, forår, ungpigen (genfødsel)
Ægløsning               = middag, sommer, moderen
Præ-menstruation = eftermiddag/aften, efterår, ”den udlevende kvinde”/overgangsalderen

I det følgende vil jeg kort beskrive den ene af de fire faser: menstruationsfasen.

Du kan dog få adgang til en langt mere dybdegående og meget spændende beskrivelse af alle faserne samt masser af gode råd ved at tilmelde dig mit nyhedsbrev og få – helt gratis – første kapitel fra min nye bog ”Jordens Kvinder”. Du tilmelder dig lige her.

 

MENSTRUATION
”Den Vise (ældre) Kvinde”
Vinter
Nat (Død og transformation)

I tidligere tider da vores forfædre levede i og med naturen, menstruerede kvinderne altid sammen med mørkmånen og nymånen. Altså den mørkeste tid på måneden.

De forstod kraften, magien og vigtigheden af denne regenererende, fornyende og visdomsfyldte tid, der – ligesom natten, vinteren og den ”sidste alder” – åbner op for det ubevidste og inviterer til hvile, tilbagetrækning, refleksion, udrensning og transformation.

Hvis du slipper dagligdagens stress, jag og forventninger, når du menstruerer, vil du sandsynligvis også begynde at mærke, at du i disse dage i virkeligheden:

  • er mere introvert
  • har mindre interesse i det, der sker omkring dig
  • længes efter at trække dig tilbage og ind i din egen verden
  • har lyst til at strege de kommende dages sociale aktiviteter i din kalender ud

Og det er der en rigtig god grund til.

Din menstruationsperiode, som også kan kaldes for din ”månetid”, er nemlig din helt specielle tid. Det er det månedlige og tilbagevendende frirum, du fra naturens side er blevet beriget med, så du kontinuerligt får mulighed for at geare ned, se indad, reflektere, rense ud, genoplade og forny dig selv.

Din forbindelse til det ubevidste plan er på sit stærkeste under din månetid. Det er en kraftfuld og indsigtsfuld tid, hvor du har mulighed for at drømme (natlige) drømme med store budskaber, modtage vigtige, intuitive beskeder og udfolde din kreativitet.

Dit blod-flow inviterer dig netop nu til at slippe dit analytiske og rationelle mindset samt de beskyttende lag og masker du (bevidst eller ubevidst) gemmer dig bag i det daglige.

Det inviterer dig til at møde DIG.

Det er Moder Naturs hensigt, at du kontinuerligt bruger disse dage på at give slip – ikke bare på dit smukke blod, men også på alt det, som ikke længere fungerer i dit liv.

Det er en tid, hvor du med stor fordel kan dykke ned i dit eget dyb og i dit visdomsfyldte hjerte. En tid, hvor du kan få grædt de tårer, der måske længe har presset sig på, og hvor du i mødet med dit autentiske selv får mulighed for både at tilgive, forløse og finjustere.

Det, som sker, når du regelmæssigt tager vare på dig selv og honorerer din cykliske væren, er, at du bagefter kommer tilbage til din klan (familie) – stærk, afklaret og opladet. Fuld af overskud, ømhed og nærvær. Med nye visioner, idéer og planer, som kommer alle til gode.

Hvordan ville dette være for dig og din familie mon?

 

ARBEJD SAMMEN MED DIN KROP – IKKE IMOD DEN.

”Jamen Vibeke, jeg kan ikke bare tage fem dage fri hver måned! Jeg har både job, familie og hjem at passe, og det vil slet ikke kunne fungere, hvis jeg bare ”melder mig ud…”

Hør med her:

Du har tidligere haft travlt med at indfri dine egne og andres forventninger. Du har forsøgt at passe ind i det maskuline og lineære samfund, der omgiver dig ved at være lige aktiv og produktiv alle månedens dage. Derfor vil overstående måske synes helt nyt for dig.

Måske vil det også i begyndelsen være svært for dig at se, hvordan du skal kunne ”geare ned” i nogle dage hver eneste måned.

Nutidens hæsblæsende samfund kræver meget af os alle – og specielt af vi kvinder. Det presser os ind i et maskulint og meget firkantet mønster, som ikke tilgodeser eller giver plads til den feminine dualitet og de bløde (meget vigtige!) værdier, vi indeholder.

Mange af os har helt fra barns ben tillært os at overhøre vores følelser og krops signaler og i forsøget på at bevise vores værd, drøner vi rundt i første gear dag ud og dag ind.

Vi er så vant til at leve på denne måde, at det i begyndelsen kan kræve en del af os overhovedet at få øje på det.

Men…

Hvis du ønsker et liv uden:

Udmattelse, nedtrykthed, depression, vredesudbrud, kort-luntethed, irritabilitet, stress, angst(anfald), grådlabilitet, smerter, kramper, osv.

SÅ ER DU NØDT TIL AT ÆNDRE KURS!

Så længe, du kæmper imod din feminine dualitet, vil du aldrig opnå balance.

Det er ikke – og har aldrig været(!) – meningen, at du skal påtage dig hårdt arbejde og projekter, som kræver fokus, koncentration, analytisk tænkning og rationalitet i din månetid.

Vid, at din krop altid viser dig vejen, når den blot får lov. Så beslut dig derfor lige nu for at arbejde sammen med den i stedet for at modarbejde den.

Der er mange måder at geare ned på lige op til og under din menstruation. Du behøver ikke nødvendigvis at tage flere dage fri hver måned, selvom det selvfølgelig ville være fantastisk, hvis du kunne. Én dag vil også komme til sin ret. Eller en halv dag. Vi er alle forskellige. Måske handler det for netop dig ikke om at tage fridage, men om at gå ned i tempo og sørge for at koble helt af, når du er færdig med dit arbejde, som du måske minimerer.

Tænk over, hvordan du fremover kan indrette dit liv, så du imødekommer din dualitet.

Hvad er det, der passer til dig?

Skriv de idéer ned, som kommer til dig. Også dem, som måske i første omgang synes for urealistiske. Måske de alligevel ikke er det.

 

5 GODE RÅD TIL DIN MÅNETID.

  1. Træk dig tilbage

Det er vigtigt, at du hviler mere end ellers, når du har din menstruation. Tænk kreativt og find på løsninger, som kan give dig mere frihed, hvile og søvn. Giv dig selv lov til at trække dig lidt tilbage i denne periode, så du får mulighed for bare at ”være”. Se, hvad der sker. Når vi giver os selv en pause, får alt det undertrykte lov at komme op til overfladen og vise os vejen.

  1. Kreér et ”månealter”

Lav et ”månealter” som symbol på dit måneblods magiske flow. Dæk f.eks. et lille bord (eller et hjørne i en vindueskarm) med et rødt stykke stof og anbring ting derpå, som har betydning for dig. Det kunne være en gudindestatue, levende lys, blomster, krystaller, fjer og billeder. Tænd det/de levende lys i de dage, hvor dit blod flyder og ær den urkraft, som fylder dig på denne tid.

  1. Indret dit eget værelse eller sted

Måske har du mulighed for at indrette dit eget ”måneværelse”, hvor du kan trække dig tilbage under menstruationen? Hvis ikke, vil det også være fint med et hjørne el. lign. Indret stedet så det inspirerer dig og giver dig ro til at reflektere, lytte til din intuition og drømme betydningsfulde drømme.

  1. Lav en ”månebog”

Køb eller kreer selv en smuk ”månebog”, som du skriver, tegner, maler eller laver collager i under hver menstruation. Brug den, som du lyster. Det kan være meget terapeutisk og givende at udtrykke sine tanker og følelser på denne måde, og det vil hjælpe dig med at se alting i et nyt lys. Du kan også bruge bogen som ”taknemmelighedsdagbog”.

  1. Yogaøvelse for dit bækkenområde

Læg dig på ryggen, bøj benene og placér fodsålerne mod hinanden, så knæene falder ud til siderne. Før armene op over hovedet og tag fat om modsatte arm med hver hånd, så du danner en ”bue” over dit hoved med armene. Luk øjnene og tag 10 langsomme, dybe indåndinger – helt ned i maven. Åbn dit hjerte og dit kraftfulde bækkenområde og mærk, hvordan du lidt efter lidt overgiver dig fuldt og helt til `alt, som er´…

 

 ENGANG VAR DU ÆRET FOR AT BLØDE MÅNEDLIGT.

Der var engang, hvor du var æret for dit månedlige blod (måneblod). Der var engang, hvor du som kvinde var søster og datter af Det Guddommelige, og hvor du repræsenterede den feminine manifestation af Treenigheden:

Ungpigen, Moderen og Den Vise Kvinde (fødsel, liv og død/genfødsel).

Nutidens videnskabelige undersøgelser og arkæologiske udgravninger viser ikke blot, at de gamle moderkulturer kan dateres mindst 40.000 år tilbage, men også at kvinden og Modergudinden var højt æret stort set alle vegne helt frem til år 3.000 f.v.t.

Ydmyg ærbødighed over for kvindens naturlige, kraftfulde rytmer var selve grundstenen i disse Moderkulturer, og kvindens seksualitet, hendes mystiske, ikke-dødelige blod og hendes evne til at velsigne klanen med nyt liv fra sin egen krop blev betragtet som magisk og hellig.

 

BM0136_Goddess-7367NUTIDENS STAMMESAMFUND OG FEJRING AF DEN FØRSTE MENSTRUATION

I dag er tidspunktet for den unge (stamme)kvindes første menstruation fortsat en meget vigtig begivenhed i nogle få af verdens stammesamfund og kulturer – bl.a hos det vestafrikanske Dagara-folk og Congos pygmæfolk.

Navaho-indianerne praktiserer eksempelvis også stadig et omfattende pubertetsritual kaldet ”Kinaalda” for folkets piger, og ritualet betragtes som et af de aller vigtigste, fordi det fejrer nyt, potentielt liv til stammen.

INDIANERNES MOON LODGE

I bl.a. indianske samfund har det i århundreder været naturligt for kvinderne at trække sig tilbage fra de daglige gøremål under menstruationen sammen med andre menstruerende kvinder.

Indianerkvindernes retreat-sted, som kaldes for en ”moon lodge”, handler, som mange fejlagtigt tror, ikke om urenhed, men derimod om, at både kvinder og mænd respekterer og ærer den kraft, magi, mystik og visdom, som kvinden besidder på specielt dette tidspunkt i sin cyklus.

Kvinderne mødes i lodgen under mørkmånen og nymånen, og atmosfæren derinde er varm og tryg som i en moders favn. Her er plads til, at man kan give helt slip og samtidig blive støttet og rummet af det tætte, solide søsterfællesskab. Her deles tidsløs visdom, og alle aspekter af det feminine bliver mødt med gensidig forståelse.

Efter nogle dage kommer kvinderne revitaliserede ud af lodgen igen – længe ventet af hele stammen. For med sig bærer de nye indsigter og kreative energier, som alle samfundets medlemmer vil kunne drage fordel af.

 

NUTIDENS SAMFUND – VI HAR GLEMT, AT VI ER EN DEL AF NOGET STØRRE…

Efter flere tusinde års patriarkalsk samfundsledelse er vi vestlige kvinder i dag kommet meget langt væk fra vores oprindelige visdom, indsigt og urkraft, og vi har forlængst glemt alt om vores cykliske væren og vores blods store betydning.

Hver dag forventes det, at vi skal kunne producere lige meget og være lige aktive, og ingen steder bliver der taget højde for vores biologiske dualitet. Som resultat heraf rammes mange af os af stress og udbrændthed.

Og det er der SLET ikke noget at sige til!

I dag løber vi fortsat hurtigere end nogensinde.

Nutidens moderne levevis er baseret på en lineær, logisk, analytisk og rationel tankegang og struktureret på en sådan måde, at hver dag altid er den samme både tidsmæssigt, produktionsmæssigt og kostmæssigt.

Vores elektriske lys, industriproducerede mad og overvældende arbejdspres gør, at vi ikke længere lever i harmoni med hverken dagens, døgnets, månedens, årets eller menneskets naturlige rytmer, og konsekvenserne heraf ses ofte i form af bl.a. hormonelle ubalancer og organbelastninger.

Vores unaturlige verden har resulteret i, at vi har mistet vores forbindelse til naturen. Vi har glemt, at det ikke blot er kvindens natur, som er cyklusrelateret, men at alt grundlæggende i livet i virkeligheden består af cyklusser, og vi forstår ikke længere, at vi som menneskelige individer alle er en del af noget meget større…

 

MENSTRUATION – EN HEMMELIG ”PRIVATSAG”.

Skældsord som ”det røde” eller ”mit lort” er slet ikke ualmindelige blandt nutidens piger, når talen falder på deres menstruation.

De opfatter menstruationen som noget pinligt, ubelejligt og irriterende, for vi påvirkes af samfundet, der ikke levner plads til udsving eller afvigelser.

Overalt støder vi på reklamer for bind og tamponer, der indirekte refererer til det ubehagelige ved det kvindelige blod. Og som lover, at man ved brugen af de omtalte produkter kan forblive lige produktiv og aktiv på alle månedens dage uden at skulle sænke sit tempo.

Ordet ”hygiejnebind” signalerer ligeledes, at menstruationsblod er urent, og producenterne fremstiller klinisk hvide bind i forsøget på at ”holde os så rene som muligt”.

Vores blod opfattes som et uhygiejnisk fænomen, som vi er bedst tjent med at glemme alt om.

Menstruationen er i vore dage en ”privatsag”, der helst skal gemmes væk og usynliggøres på trods af, at halvdelen af verdens voksne befolkning menstruerer hver eneste måned i cirka halvdelen af deres liv.

De fleste af vi kvinder kender til den meget ubehagelige angst for at være ”blødt igennem”.

Eller til bekymringen om, hvorvidt vores bind mon er synligt igennem vores tøj – for tænk(!), hvis nogen opdager, at vi har menstruation!!

Vi er opdraget med, at vores menstruation ikke er noget, vi taler åbenlyst om eller viser nogen. De helt unge piger er ofte både flove og skamfulde, og selv for voksne kvinder kan det til tider være et ømfindigt emne, som ikke bringes på bane hvor som helst.

 

BM0136_Goddess-7535

DET ”FEMININES TILBAGEVENDEN” – VI BEGYNDER AT HUSKE.

At en så stor del af det at være kvinde er blevet gjort til noget skamfuldt og urent har påvirket kvinder verden over igennem et utal af generationer.

Heldigvis er tiden ved at vende.

Den nye tids energier, som får minderne til atter at ræsonnere i os, hjælper os nu lidt efter lidt med at tage ejerskabet tilbage af de livgivende og uundværlige kræfter indeholdt i vores cykliske flow.

En spirende bevidsthed omkring det at være kvinde og alt, hvad vores kvindelighed indebærer, vokser nu i os.

Bevidstheden om vores:

  • Essens og ærefuldhed
  • Styrke
  • Indsigt og visdom
  • Intuitive og healende evner
  • Livgivende, modtagende og moderlige natur, som rummer og favner hele Moder Jord og alle hendes levende skabninger

Vores celler er begyndt at vibrere i mindet om alt det, vi havde glemt, men nu begynder at huske, og tiden har aldrig været mere kritisk end netop nu.

Vi lever i en verden med manglende respekt og omsorg for alt liv.

Moder Jord er udpint, forurenet og udnyttet på det groveste, og vores patriarkalske verdenssamfund, der alt for længe har været styret af pengegriske, krigeriske og selviske ledere, er baseret på separation, kontrol og undertrykkelse.

Det, der sker i dag, reflekterer en grådighed, som ødelægger liv i stedet for at støtte det. Der er derfor brug for kvindelig empati, omsorg og kreativitet som aldrig før.

De feminine værdier og vores kærlige bevidsthed er det, der skal til for, at vi kan overkomme nutidens udfordringer. For gennem kvindeligt lederskab vil det i stedet for konkurrence og egocentrerethed komme til at handle om at:

  • respektere, nære og understøtte
  • genopbygge og forny
  • dele, hjælpe og give
  • holde sammen og stå sammen

Menneskehedens fremtid ligger i hænderne på den feminine opblomstring, som finder sted i disse år, og vi er allerede i færd med at tage de første skridt mod forandringer.

Løsningen ligger samspillet og balancen mellem Det Feminine og Det Maskuline, og vi kvinder har de egenskaber og indsigter, der er brug for i arbejdet med at genskabe denne balance. Vi har det, der skal til for at skabe en ny og forandret Jord.

Vi står overfor ”Det Hellige Feminines tilbagevenden”, og i årene, som kommer, vil det gamle verdensparadigme blive erstattet med et nyt bygget af os – Jordens Gudinder.

Vi er på en vigtig mission… Vi er på vej hjem.

 

 

KORTLÆG DIN CYKLUS – DOWNLOAD MIN ”MÅNE-MANDALA”

På min hjemmeside lige her kan du downloade min – GRATIS – cykluskalender (månemandala).

Når du kortlægger din cyklus, tager du på en rejse ind i dig selv, som bringer dig en ny og mere klar forståelse for din personlighed og din adfærd. 

Du vil begynde at se et mønster, som du sandsynligvis aldrig før har tænkt over. Du vil se en sammenhæng mellem din cyklus og dine følelser, kropslige symptomer og ind- og udadvendthed, og du vil bedre kunne forstå – og imødekomme – dine forskellige niveauer af kreativitet, produktivitet, træthed og uoplagthed.

 

 

jordenskvinder_2up_091115-crop

KØB BOGEN ”JORDENS KVINDER”.

Hvis du har lyst til at få mere viden om Den Feminine Kraft og Visdom, kan jeg anbefale dig at læse min bog ”Jordens Kvinder”, som udkommer snart.

Klik her for at forudbestille bogen.                                                                 

 

 

FÅ FØRSTE KAPITEL AF MIN BOG ”JORDENS KVINDER” – GRATIS!

Ved at tilmelde dig mit nyhedsbrev får du – helt gratis – første kapitel: ”Kvindens Cyklus” fra min bog ”Jordens Kvinder”. Snup kapitlet lige HER.

 

Mange kærlige hilsner,

Vibeke

Vibeke Amdisen
Vibeke Amdisen
Kvindevejleder, naturmediciner & forfatter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *